Kære læser,
For nogen tid siden, fandt en kreds af mennesker med varierende tilknytning til forsvaret, sammen om ideen at oprette en mindesten til ære for de soldater, der udsendes til missioner i udlandet.
Tanken var, at denne mindesten skulle være en hyldest af soldater til soldater. Dermed sagt, at mindestenen ikke er et officielt monument, men en hyldest, der er uafhængig af enhver politisk og religiøst tilhørsforhold.
Med dette for øje, stiftedes foreningen SOLDATERKAMMERATERNE, den 16. februar 2008 med følgende formål, jfr. vedtægternes § 1:
” Foreningens formål er, herunder via økonomisk støtte, at virke for oprettelse og vedligeholdelse af en mindesten for danske soldater, uanset værn, der har gjort tjeneste som udsendte på missioner i udlandet og dermed udtrykke anerkendelse og støtte til den enkelte soldats indsats i forbindelse hermed.
Sekundært er foreningens formål, via donerede midler, at kunne yde støtte til soldater og deres pårørende, der, som følge af tilskadekomst eller lignende under udførelse af deres tjeneste, har et særligt behov herfor.
Foreningen er upolitisk og har ikke til formål gennem ovenanførte at udtrykke støtte til noget parti eller anden organisations politik, religion eller livsanskuelse, men ønsker alene at tilkendegive anerkendelse og støtte til den indsats som den enkelte soldat, uanset rang, udøver i sit virke under udsendelse på missioner i udlandet. I særlig grad ønskes udtrykt anerkendelse og støtte til de soldater, der på sådanne missioner er blevet sårede eller har mistet livet, samt deres pårørende.
Udover kontingentindtægter påtænkes foreningens midler fremskaffet bl.a. gennem indsamling hos foreninger, institutioner, erhvervsdrivende og private, herunder nuværende og tidligere soldater og deres pårørende.”
Medlemskontingentet er fastsat til minimum kr. 50,- årligt. med formuleringen ”minimum” ønsker foreningen at tilkendegive, at såfremt nogen ønsker at bidrage med et større beløb, vil dette blive modtaget med tak.
Alle indbetalinger, såvel medlemskontingent som doneringer, vil ubeskåret gå til opfyldelse af foreningens formål. Alle tillidsposter m.v. i foreningen er naturligvis frivillige og ulønnede.
Tak for din opmærksomhed og på forhånd tak for din støtte.